Ehlers Samlingen åbner igen

Nu bliver det atter muligt at besøge Nordeuropas største samling af lertøj i Slotsgade 20!
I begyndelsen af februar blev der taget hul på en række istandsættelser af det smukke, historiske hus på
Slotsgade 20. For at den store samling af keramiske genstande kunne være i sikkerhed, måtte store dele
pakkes ned og afdækkes. Derfor har dørene til museet været lukket for besøgende indtil nu. Men tirsdag d.
3. maj kan Historie Haderslev atter byde gæster velkommen i både Ehlers Samlingen og Von Oberbergs
Hus, som ligeledes har holdt lukket.

Istandsættelserne er ikke færdige endnu, men første etape er overstået, og samlingen er på plads.
Det fejrer vi med ”Åbent Museum” tirsdag d. 3. maj fra kl. 15-17.

I dette tidsrum er der gratis adgang til de to museer i Slotsgade, kaffe til de besøgende og oplæg om
husets historie og arbejdet med bygningen ved museumsinspektør Nynne Sanderbo Thohøj Martinusen kl.
15:30 og 16:30.

Åbningen indvarsler en spændende sæson hos museerne i Slotsgade, der har flere arrangementer på
tapetet. Bl.a. vender ”Komedie i Gården” tilbage med endnu en forrygende forestilling i juni. De nysgerrige
kan finde Historie Haderslevs program for foråret og sommeren på bl.a. Kulturhuset Bispen, på museerne
og på historiehaderslev.dk.

For spørgsmål og kommentarer:

Nynne Sanderbo Thohøj Martinusen
Museumsinspektør
Ehlers Samlingen
Slotsgade 20 – 6100 Haderslev
Direkte telefon: 74 34 78 17
nstm@haderslev.dk